Firienfeld er et fredeligt gemmested for en lille ny engelsk springer spaniel. Engelske springer spaniels - why sleep with an ugly dog?

mandag den 31. august 2009

Kalle oplever en del i sit liv. Han er med til fest, han sidder i ladcyklen og kører med børnene til skole og børnehave, og han er med på arbejde. Idag er det arbejde - han ligger her på gulvet på kontoret og slapper af. Sådan en dag på arbejde får han kørt i elevator flere gange, og han møder folk af alle nationaliteter. Vi har også lige været ovre i Parken og se på alle teltene der er stillet op til DHL-stafet-dagene, hilse på flere større hold stavgængere (vandrende pinde), og kikke på springvand. Det er altsammen værd at kikke på.

Alene-hjemme-rekord (med nogle enkelte vuf og en del rumsteren): 30 minutter.

torsdag den 27. august 2009

Kalle har tabt en "hugtand"! Det var rart!

Og så har han fået rabies-vac igen, så nu skal vi bare vente i 4 måneder før vi kan tage til Sverige.
Grunddressur-træning igår. Det er godt for Kalle at skulle øve sig i samarbejde mens der er 12 unghunde lige for snuden af ham. Heriblandt Kuki, to Molly'er og el Niño fra hvalpekurset. Han kan de fleste øvelser i forvejen, men så kan vi forstærke dem her. Og det er da stadig svært med de dér legekammerater - han hænger ude i linen som en slædehund for at komme hen og lege...

Shopping idag: 4 store poser bløde godbidder og 2 Acme fløjter.

tirsdag den 25. august 2009

Kalle har været alene hjemme i 4 minutter uden at pibe. Det er jo stort - men vi skal op på nogle flere minutter end dét! Oh well, det kommer lige pludselig. Håber jeg.

Idag har vi prøvet at stille op foran et spejl. Kalle er lidt utryg ved det, men lægger fint "mule" i hånd og står stille mens jeg flytter lidt på bagbenene. Halen - den kommer altså ikke til at spille med i denne omgang. Den hænger som en ko-hale nedad og vil ikke op. Heller ikke ved håndkraft. Måske skal vi indlære "hale i hånd", ligesom vi har indlært "mule i hånd"?

Kalle lavede en perfekt "back" ude i skoven idag. Blot med et lille vink med hånden!

mandag den 24. august 2009

Kalle har tabt en kindtand. Lige ned på gulvet :).

lørdag den 22. august 2009

Kommandoer som vi måske mangler:
  • Lav dine hundehømhømmer udenfor
  • Bid i nogle af dine mange legeting og gnaveting - og ikke i fingre, tøj, indbo og sko
  • Sov i din kurv

onsdag den 19. august 2009

Kalle-kommandoer som vi øver:
  1. sit
  2. blive (bli-ve)
  3. stå
  4. dæk
  5. back
  6. mule
  7. elefant
  8. plads
  9. nej (neich)
  10. kys (kysselyd)
  11. sig vuf
  12. søg (søøge)
  13. værsgo'
  14. kurv

- og undertegnede øver sig på ikke at sige "Kalle" hele tiden og før alle kommandoer...

fredag den 14. august 2009

Så har vi besøgt Flickan igen. Flickan bliver dygtigere og dygtigere og kønnere og kønnere, så der er dæleme noget at leve op til for bror Kalle!

Homework: Vi skal klart lave et gennembrud på "mule" og "blive" og noget med at stå og vise tænder. Det går allerede bedre efter at vi er blevet korrigeret lidt.

En gang imellem kan vi så more os med at lære at sige "vuf" på kommando, eller "kys" eller noget andet pjat. Det tager 3 minutter. De seriøse ting er mærkeligt nok meget langsommeligere at lære.

mandag den 10. august 2009

Kalle er nu i alene-hjemme-træning. Jeg har fundet et program som vi må prøve at følge. Her i sommerferien har der jo ikke været alene-hjemme-træning, så han er helt grøn. Jeg er lidt bekymret for om det vil lykkes.

torsdag den 6. august 2009

onsdag den 5. august 2009

Kalle er iøvrigt også blevet "dansker" i løbet af sommerferien - dvs. han er registreret i DKK.

Dagen idag har budt på hvalpebadning i soppebassin. Kalle fræsede simpelthen igennem soppebassinet! Så har vi stiftet bekendtskab med klippemaskinen, med god hjælp fra en masse godbidder og klikkeren (beløn for at gå hen til/snuse til maskinen når den var stille hhv. når den kørte). Så nu har vi fået klippet ørerne lidt.

tirsdag den 4. august 2009

Åh jo - Kalle har skiftet de fire små fortænder ud. Det tror da pokker med alt det bideri!
Ferietid! Kalle har holdt et par ugers ferie i sommerhus ved havet, og han har svømmet for første gang! Han er blevet god til at gå uden snor med god kontakt til føreren. Han elsker simpelthen at hilse på andre hunde - og mennesker - på gåturene. Og så er han er blevet gladere for at køre i bil. Han springer ihvertfald gerne op i bilen når der kaldes.

Kalle blev nu også rigtig glad da vi kom rigtigt "hjem" - han har drønet rundt i haven og i huset med blafrende ører og smældende hale i flere timer, tydeligvis glad for at være hjemme i et lukket og trygt territorie. Kalle er også begyndt at gø - et skægt lille vagtsomt bjæf. Væf!

Træningsmæssigt konsoliderer vi! Men vi er nu bl.a. oppe på en hel "elefant", dog stadig med godbid i hånd. Vi har også trænet "stå" og "mule", og er begyndt på lidt "må jeg se dine tænder?" Generelt bruger jeg nok stadig godbidderne lidt for meget til at forme ham.

Planer for fremtiden: Vi skal til en gang ringtræning en dag - og grunddressur. Der ligger to skuer i september i region 1 og region 2; måske skal vi have vores ilddåb der...