"Where is the horse and the rider? Where is the horn that was blowing? They have passed like rain on the mountain, like wind in the meadow. The days have gone down in the West behind the hills into shadow. How did it come to this?"

Man savner stadig den brune pels, de skiftevis brune og hvide kløer, den mellembrune næse. Hvor mange gange har jeg ikke klippet "måtter" væk mellem trædepuder, eller trimmet de smukke faner. Jeg bliver så trist ved tanken om det der var. Hvorfor tager man så mange ting for givet? De vidunderlige ting. Ikke bare éns skønne smukke hund, men mange vidunderlige ting. Man må jo være dum.